Mahmoud Zamzam

Blå bog: Mahmoud Zamzam

Inspirator, læreruddannet og med diplom i ledelse

Jeg har altid gået efter mine mål og store drømme, og de har ført mig vidt omkring. Jeg er oprindeligt læreruddannet og har arbejdet med børn og unge i flere år. Herudover har jeg i mange år arbejdet med salg, senest som som salgschef i en dansk it-virksomhed. Jeg har en diplom i ledelse. 

Og så holder jeg foredrag på skoler og uddannelsessteder, hvor jeg elsker at bidrage med kærlig motivation og inspiration. Jeg tror nemlig på, at vi kan meget mere, end vi ofte går rundt og tror, når vi har modet til at arbejde med vores mindset og ser styrken i forskellighed. 

Til mine foredrag trækker jeg både på mine erfaringer med pædagogiske og psykologiske værktøjer, ligesom jeg gør foredragene nærværende med min personlige histore om at være søn af palæstinensiske flygtninge, om at gribe mulighederne og om at vende modstand til motivation. Du kan læse lidt mere om min historie nedenfor.

Mere om Mahmoud

En kærlig "ghettobarndom"

Jeg er vokset op i “ghettoen” på Stengaardsvej i Esbjerg sammen med mine 6 søskende og mine forældre, som begge måtte flygte fra krig og ødelæggelse. Det kan lyde som en hård opvækst, men sådan vil jeg langt fra beskrive den.

Jeg kommer fra et kærligt hjem med forældre, som har lært mig og mine søskende, at man altid skal stå ved den, man er, sin baggrund og sin kultur, men at man samtidig skal være nysgerrig på andres måder at leve og tænke på. At man skal respektere forskelligheder og bruge energi på at bygge bro frem for at grave kløfter. På den måde har mine forældre været med til at forme det mindset, jeg i dag møder verden med og fortæller om til mine foredrag.

Selv har jeg livet igennem oplevet, hvordan dét at hedde ’Mahmoud’ og ikke ’Mark’ til tider har skabt modstand, som da viceinspektøren i folkeskolen sagde ”Mahmoud, du bliver aldrig andet end et pizzabud”. 

Eller da jeg i min første tid som sælger oplevede, at jeg havde sværere ved at få booket kundemøder end de af mine kolleger, som ringede op med et danskklingende navn.

Et af mine mantraer er, at vi mangedobler vores chancer for succes og glæde i hverdagen, når vi gør os umage med at vende provokation til motivation, og når vi vælger at se modstand som en mulighed for udvikling.

Det handler meget om at gøre sig selv i stand til at gå fra offer til fighter, til at kæmpe for det, vi selv har kontrol over og give slip på det, vi ikke har. Det har jeg altid selv forsøgt, og jeg kan rigtig godt lide at inspirere andre til at gøre det samme.

Jeg bor til dagligt i Esbjerg med min hustru og vores tre børn.